Mit forhold til Peter var mit første seriøse forhold, men han var ikke min første mand. Selvom jeg er meget yngre end ham, har jeg allerede seksuel erfaring, og det er ret godt. Da jeg mødte Peter, vidste jeg, at han var den rigtige. Jeg havde slet ikke noget imod, at han var 12 år ældre og ikke havde en stor penis gemt i bukserne. Lad os bare sige, at han var i stand til at kompensere mig på en anden måde. Årene gik, og pludselig blev det klart, at min mand ikke længere var i samme tilstand som han plejede at være. Det startede med, at vores sex blev kortere og kortere. Da jeg først blev rigtig klar, var han færdig. Så smilede han bare og sagde, at han kunne lide vores hurtige knald, vendte sig om og gik i seng. Jeg var ked af det, men jeg sagde ikke noget – jeg troede, det ville gå over, og vi ville gå tilbage til at "løbe en længere distance". Men det blev kun værre.

En aften, da jeg havde lyst til at have sex, begyndte jeg at skubbe ham. Jeg drillede ham pænt og satte mig oven på ham, men ... hans penis blev slap lige med det samme. Det er som om den bare forsvandt. Jeg forsøgte at få ham til at konfrontere mig igen, men min mand skubbede mig væk og sagde, at han var træt og ville sove. Disse situationer begyndte at gentage sig oftere og oftere. Det kom til det punkt, hvor han hver dag havde en undskyldning for at undgå at sove med mig. Han undgik det som en pest. Træthed, hovedpine, mangel på tid, modvilje - jeg hørte det samme igen og igen.

Og når han blev overtalt, varede han højst 5 minutter. Jeg var nødt til at lade som om, at jeg kunne lide det. Når jeg stønnede og hviskede "åh ja!" – opførte jeg mig bare som en skuespillerinde. På et tidspunkt følte jeg, at det var mit problem, at det var mig der ikke kunne føle glæde. At det var min skyld. Livet gik videre, og der var mindre og mindre sex mellem os, og hvis det lykkedes mig at få Peter i seng, var der enten ikke noget der skete, fordi han ikke ville blive hård, eller også ville han sperme på blot fem minutter.

Det begyndte at genere mig meget. Jeg forsøgte at lade ham vide, at jeg ikke var tilfreds med vores sexliv, og at det var årsagen til hans problemer med erektion.

Han ville slet ikke tale om det. Han vinkede med hånden og sagde, at det var noget jeg fandt på. Da jeg foreslog, at han skulle se en specialist, så han vredt på mig og sagde, at han ikke ville gå nogen steder, fordi problemet var min skyld. Jeg ved, at han bare var for genert til at tale med nogen om det, men jeg kunne ikke forestille mig et liv sådan længere.

Jeg græd ofte om natten. Jeg fældede tårer og længtes efter manden der lå ved siden af mig, inden for rækkevidde, og jeg kunne ikke have ham. Jeg følte mig fuldstændig hjælpeløs. De mørkeste scenarier begyndte langsomt at dukke op i mit hoved – at tilfredsstille mine behov andre steder, eller endda at blive skilt.

Jeg ville stadig hjælpe min mand, men jeg vidste ikke hvordan. Det var også svært for mig at stole på nogen. Til sidst besluttede jeg mig for at tage mig sammen og fortalte det til min kollega. Hun lyttede opmærksomt og sagde, at hun måske havde en løsning. På en eller anden måde ville jeg ikke tro, at hun også havde det samme problem - hun sagde altid, at hun var tilfreds med sex med sin mand, og at de helst ikke ville komme ud af sengen overhovedet.

Dagen efter vores samtale sendte hun mig en overraskende besked: